Opgave til Secondlife-workshop af LittleMy Devin

Opgaven tager udgangspunkt i Sisse Siggaard Jensens værk Oplevelser i en virtuel verden, fra 2007. De udvalgte citater skal ses i lyset af spillet EverQuest, men jeg mener at kunne forsvare, at grundelementerne er svarende til dem, man finder i Secondlife, og derfor sagtens kan benyttes til en sammenligning.

Det sociale aspekt

På side 51-52 står der: ”Men det er de personlige relationer, det sociale, der betyder mest for mange rollespillere(…) Når karakteren kommer til at betyde så meget, bliver det muligt at opbygge nære kontakter.”.
Samme realitet finder vi i Secondlife. I Secondlife er det ikke gamet eller udfordringen i at stige i levels, der danner rammen. Det er som udgangspunkt ikke et egentligt spil, hvor man kan vinde eller tabe. Resultaterne, fra de interviews vi har foretaget, viser, at størstedelen af brugerne befinder sig i - og netop derfor har valgt - Secondlife, fordi det er muligt at møde nye mennesker og skabe en social omgangskreds online. Om det så er for at opbygge eller videreudvikle noget i samarbejde med andre (med et økonomisk perspektiv i sinde) eller blot for at knytte venskaber, så er kontakt med andre mennesker, ligesom i EverQuest, kernen.
JBorg Breda: ”Hvad er den væsentligste grund til at du benyttes SL?”
Wasa Waco: ”Hmm, for sjov og for at møde mennesker.”
JBorg Breda: ”Hvor foretrækker du at færdes?”
Wasa Waco: ”Jeg er mest her[red. på torvet] og i sandkassen og hvor mine venner er.”
Og da Asc Enzo spørger Unik Mayo, om der er nogen specielle grunde til, at det netop er på torvet, hun færdes, svarer hun ligeledes: ”Ja det er der alle mine venner kommer, plus så kommer der flest dansker der”.
Som ny bruger er min egen oplevelse ligeledes, at det er mest underholdende at besøge Secondlife på tidspunkter, hvor der sker noget, med andre ord, når der befinder sig mange mennesker på samme sted. Ikke fordi jeg har nået at knytte tætte bånd med nogen, men det er bare ikke lige så spændende, at færdes de steder, hvor der er helt øde.
Da jeg spurgte avatar Anili Larsson, hvad der kunne få hende til at forlade SL, svarede hun: ”At de folk som jeg snakker med ikke er her mere.” Jeg kan derfor ud fra denne og fra Wasa Wacos udtagelse konkludere, at man med tiden ikke kun stiller sig tilfreds med, at der bare skal være mange mennesker samme sted (at der sker noget), men at det skal være bestemte mennesker, dem man kender og har noget mere sammen med, det er det, der er afgørende for helhedsoplevelsen.
JBorg Breda: ”Er der andre motivationer for at være og blive her?”
Wasa Waco: ”Når man først lærer nogen at kende, så blive man afhængig af det.”
Derfor er det også svært som ny bruger, at foretage en retfærdig analyse eller/og vurdering, da det tager tid, før man danner venskaber. Og først når disser venskaber er skabt, får man virkelig lov at opleve at være en del af dét, som menes at være den egentlige værdi ved denne form for virtuel verden.

Niveauer og design

På side 137 beskrives det, hvordan man som nybegynder oplever vanskeligheder ved spillet EverQuest:”Studiekammeraten opfordrede dem til at begynde at spille. De blev introducerede til det, og han hjalp dem igennem den første svære tid, hvor figurerne skal arbejdes op i level” Secondlife er som tidligere skrevet ikke på samme måde delt op i niveauer, og så alligevel, for her spiller avaternes udseende en stor rolle. Det er meget tydeligt, at man skiller sig ud, når man er ny. De andre(garvede) avatarer kan ligefrem se det på din hud, dit tøj og din adfærd. Flere af dem jeg interviewede kunne fra første øjekast se, at jeg var ny og konfronterede mig med det ved at spørge til, hvad min hensigt med at færdes i Secondlife var. Udseendet spiller derfor en betydelig rolle for, hvorvidt andre tør knytte venskaber til dig, da det fortæller noget om dit engagement og din dedikation til stedet.
”Rollespilleren bliver dedikeret til sin karakter og kan ’regne med’, at de andre også er det. De forsvinder ikke bare lige pludselig” (side 52)
I Secondlife gælder det derfor om, at man hurtigt får opbygget en troværdig figur, hvilket dog kan være ret vanskeligt til at begynde med.En anden udfordring, man som ny bruger hurtigt bliver stillet over for, er den måde, hvorpå man må finde alternative kommunikationsveje. Der er mange begrænsninger ved at færdes i dette virtuelle rum, men det er også disse forhindringer, der gør det interessant. At en avatar flyver rundt oppe i luften er i sig selv underligt, men hvordan kalder man på vedkommende? Man kan f.eks. ikke bare lige råbe. I stedet kan man prøve at sende en IM (instent message) og håbe på, at vedkommende reagere.
”Virtuelle verdener er symbolske design, der både organiserer rammen om kommunikativ praksis og tilbyder et væld af designede symboler, som kan give mening i bevægelsen igennem den designede verden” (side 29)
I Secondlife kan man, som nævnt flyve og teleportere, hvilket giver god mening i en verden, der ellers kan virke stor og uoverskuelig. Hvis man farer vild, kan man lynhurtigt komme hjem igen ved teleportering.
”Der er et utal symboler og systemer, som kan bruges til at overvinde de mange forhindringer.” (side 29)
Når man som ved eksemplet før ikke kan råbe osv., må man finde alternative måder, hvorpå man kan udtrykke sig eller kommunikere med hinanden. Et eksempel på dette fra observationsstudierne: En flok mødes på torvet, en mandlig figur vælger at spille guitar (en slags koncert) måske for visuelt at demonstrere over for de andre tilstedeværende, at nu er der musik og fest på pladsen. De andre afkoder ud fra denne handling, at der lægges op til dans. Når man stiller sig på torvet, må det derfor betyde, at man er indforstået med, at man har sagt ja til socialaktivitet. For at danseoplevelsen kan deles, forhandler de sig frem til, hvilken genre musik de hører:
Kvinde 2: Hvad danser vi til? :-)
Kvinde 1: ROCK hehehe
Kvinde 2: heh okay.
Kvinde 1: eller?Abba? Lol
Kvinde 2: Synes nu det er pop jeg hører :-D
Kvinde 1: Er det virkelig pop det her Øv
Kvinde 1: Kan vi ikke få noget tømmermænds rock lol
Kvinde 2: Ved jeg iik, det er ik rock i hvert fald.. hehe
Kvinde 1: Ok det her er pop
Kvinde 2: Hva siger du Mand 1:-)?
Mand 1: det er 80 musik [Mand 1 spiller guitar]
Mand 1: sky 80
Kvinde 1: love it
De to kvinder forhandler lidt frem og tilbage, men det er i dette tilfælde manden, der spiller guitar, der bestemmer og beslutter, måske fordi, det er ham, der har taget initiativ til fællesaktiviteten i første omgang. Kvinde1 vælger, at give ham lidt modspil ved også at fremtrylle en guitar, som hun spiller så vildt på, at der står store flammer op af den. Det urealistiske eller fantastiske er, at flammerne er konstante og uden pause fortsætter så længe, hun spiller.
Sammen med sko og smykker der glimter og stråler, de dansende, der som en del af deres koreografi, letter fra jorden, en mand der bærer en glorie over hovedet, der ikke er vedhæftet via en stang eller nogen anden form for støtte, rummet der pludselig dækkes i farvespillende sæbebobler, dannes der en totaloplevelse, som er helt drømmeagtig.Jeg mener, at det bl.a. må være situationer som denne, der giver Secondlife den ekstra dimension, der i øje med den sociale kontakt, gør denne virtuelle verden speciel og interessant at færdes i.